- Sange fra Roskilde · Poem

Regnmanden

Vågen. På festivalspladsen
Tusindvis af sjæle uden kompas
Forvirrede skilte og kroppe der hopper over hegn
Kroppe der støder ind i hegn og kroppe der pisser på hegn
Hegn der ligger på jorden og tordenskyer på himlen og elledninger med sko på
Lugten af fortørnet mad der er selvbevidst om hvor dyrt det er
Skridt. I mudder
Sætter aftryk af bare fødder og grumsede tæer
Larm og råben fra en latterlig lyd i baggrund
Eksplosion af rock
Tusind farver der brænder sig ind i den øverste halvdel af kroppen
Smerter i den nederste
Et kollektivt skrig, en kollektiv undren og mangel på virkelighed
Drømme. Og tung oppakning
Gigantisk last og et vådt sæt undertøj
Der klistrer sig ind til den fugtige hud
Og efterlader mudrede aftryk
I samvittigheden og flasken med vin
Mens folk drikker sig i forvredne hegn
Til solen står op

- Sange fra Roskilde · Poem

Jesus og Dinosauren

Den anden dag fik jeg en gave

En genial idé som jeg nu vil sende som pakkepost

Til paven

For vi trænger alle sammen til at være lidt fundamentale for en gangs skyld

Så hvad om vi opdaterer vores uddannelsessystem i en uventet retning for hyggens skyld

Biologi og religion samles til ét fag, hvor vi kigger frem og tilbage

Vi kigger på heste og køer og fårehyrder og evolutionsteori

Og vi drømmer os tilbage til dengang jesus stod i paradisets have og følte sig befriet

Fra postmoderne drømmeri

Mens en Tyrannosaurus eller en Diplodocus forholdt sig fredeligt ved siden af til hans store fryd

Han kiggede på sin mave og indså at mad ikke er vigtigt når man har vin

Fordi hvis der er noget der kan befri sindet så er det fandme tanken

Om en dinosaurus, der spiser æbler i paradisets have

 

Efter at have ædt jesus råt

- Sange fra Roskilde · Poem

Vindmøllen

Sort røg

Grov smog og en mørk sensommereftermiddag

En forhekset skygge dækker deres udsyn og fordømmer dem

Til for evigt at bo under en maskine som kører i tomgang

Uden olie eller vin

For selvom de sejler ned af åen er det altid dem der ror

Og ikke dem der bestemmer retningen

Når den truende gigant folder sine vinger ud

Og flyver over åen som forkuller

I en sump af gamle dåser og forrådnet mad

Som var rigtig lækkert i går

Men som kun er blevet krydret mere siden da

Nede i det formørkede vand

Hvor det sender et omvendt smil ud til omverdenen

Mens ironien synker til bunds

- Mineral · Poem

Jern

Skålen var en verden af rester og lommeuld
Den rørte dig ikke
Du kigger igennem den ildelugtende biomasse der står foran dig
Og i din forblændede kærlighed til dit spejlbillede begynder du at brokke dig
Over at han kan tillade sig at bede om din lommeuld for anden gang
Når du lige har travlt med larmende tavshed
Nok opfyldt af den digitale overflod, der strømmer igennem din telefon
Ligesom alle de andre forvredne individualister i toget
Der hastigt suser af sted for at undgå at se skålen i øjnene
Mens deres spor brænder som ild igennem byen
Og byen ændrer og drejer og knækker sig for at passe til deres transporttider

Og håbløst forældede planlagte transportsystemer

Og følelsen af, at der altid er fordømte folk på gaden som ikke kan køre med toget og i stedet står forsømte med skåle uden at kunne aktivere den smag af rejsekort der giver dem adgang til de problemer, som vi alle tror skal udgøre og forsøde vores hverdag

For man siger jo, at man smeder sin egen lykke
Jeg siger, at der er mange former for lykke at smede
Og i så fald smeder du vel også sine egne lænker i det sekund, du stiger ind i toget sammen med de folk, som ikke er dig, men som minder om dig, brændende lighed

Men nogle har ikke heden til at smede hvad de ønsker så de ender på transportsystemets hvide streg der markerer hvor de kan bløde i fred uden at blive tromlet ned af vrede folk som vil smede alene

For i sidste ende kan alle smede

Nogle mangler bare jern

Og et funktionelt rejsekort

- There's wine · Poem

Ung vin (på nye lædersække), vindigt

Jeg presser hånden sammen

Jeg mærker mine knoer blive hvide og jeg ser rødt blod løbe igennem min arm

Hårdere

I hånden har jeg en enkelt flaske ung vin

En hvid dråbe i havet i min imponerende samling

Tusinder af kasser med hundredvis af spanske franske italienske navne og let støv på top’

Som jeg selvfølgelig støver af

Jeg lærte engang om brugsværdi

Men det giver ingen mening jo, fordi

Når du spiser en burger, er der ingen brugsværdi, som et stykke rugbrød ikke kunne have udfyldt

Når du læser en bog, kunne en lur have givet dig mere energi til den søde dag og det bitre rugbrød

Når du drikker dig fuld for at glemme kunne du lige så godt give op og hidkalde sidste stop lige hvor du står et sted på den grå planet, vi kalder Åboulevardens højeste bro

Men det ska’ man selvfølgelig ikke, og derfor ryger brugsværdi ud fra broen som brosværdi’

For mine knoer bestemmer selv hvad de kan li’

Vin er min passion, og jo mere jeg samler, desto mere sød bliver min mængde ikke-brugsværdi og mangel på fysisk tilfredsstillelse

Jo længere den står og jo ældre den gror desto mindre bliver sandsynligheden for at jeg engang tager en tår og får den gamle vins forbedrede gærede nydelse på nogle solide og ordentlige vilkår

Tænkte jeg i går, mens jeg stillede den sidste vin fra endnu en eksotisk rejse foran min højeste hyldes yderste erotiske sprække der knager hver gang jeg strækker mig for at støve vinen af

Jeg presser knoer sammen og koncentrerer mig

Jeg ved at når vinden ikke blæser kan jeg holde den vildeste fest og svælge i vin på lædersække

Og jeg ved, at det aldrig kommer til at ske, for jo højere på hylderne jeg bygger

Desto mindre har jeg lyst til et blodrødt glas