- Mineral · Poem

Copenhagen Towers

Så jeg ved ikke om du har kigget op
Og set den svulmende skygge
Der får dig til at tænde
For aircon på vej imod
Glohed motorild i lufthavnen
Det er den ene halvdel af Copenhagen Towers
Det er Tykke Bertha
Det er en fange som aser og maser for at slippe ud
Af sit fordømte fængsel
Dets egen stålsatte solskinnede krop

Indrullet i aluminium
Og andre metaller forestiller jeg mig
Mens Bertha forestiller sig at cruise af sted
Med femogfirs kilometer i timen som dig
I stedet for at være fanget i Fields
Alene på Amager, en statue pyntet
Op som en overvægtig grå dukke
For i sidste ende er Bertha netop dét:
En vare
Der desperat forsøger at virke appellerende
For anstrengte jakkesæt
Eller folk der rejser væk fra motorilden

Bertha bliver ved
Bertha buler ud
Bertha kan næsten ikke være i sig selv
En eller anden dag vil de hvileløse bilister
Under Bertha betragte hendes bombastiske ekstatiske eksplosion
Imens hendes indvolde drøner mod frihed med mere end femogfirs i timen
I en sidste desperat krampetrækning for Berthas sjæl
Fanget i en ørken af liv uden penge til en levende lejlighed

- Mineral · Poem

Frygt svanen

Kære venner
I dag var der ænder i vandet

Brødkrummer og bobler og Dobblereffekten
Druknede mine bekymringer i nogle åndedræt
Hvor min luft blev erstattet af noget renere end de beskidte motherfuckere
Man indånder i mørket
Skyer af bekymringer udskifter ænder
Hvis næb nappede nænsomt om mine hænder og det brød som inviterede den og dens venner
Hvis man nænner at kalde dens naturlige konkurrenter dét
Edderfugle og frøer og større og små brødre, så vidt som de sødeste unger
Der får mig til at overveje et liv som andeforsker eller fugledame eller
Enhver person som ikke har sorte lunger
Og som bor tæt ved noget der bobler og bruser og fyldes med brød og vin

Men det guddommelige billede krølles sammen og nappes
I næbet af de sorte skyer askeskyer som smider
Alverdens mineraler ned fra hovedstaden
For der, skinnende hvid igennem skyer af sten
Svømmer svanen
Frygt svanen
Ænder ændrer retning og undviger akkurat svanens stenregn som maler vandet blodrødt
Midt i faldet fyldes jeg igen med frygt
Frygt for svanen og druknedøden i det blodrøde vand
Som alle de andre små fugle

For i sidste ende lever vi alle under svanens blafren i vinden
Fugle dør og vand forkulles tanker brændes
For svanen skal nok sørge for at fordele dit brød
Og fylde dine lunger
Tidens tand blæser jo det hele væk alligevel
Ind under de kridhvide fjer

 

- Mineral · Poem

Jern

Skålen var en verden af rester og lommeuld
Den rørte dig ikke
Du kigger igennem den ildelugtende biomasse der står foran dig
Og i din forblændede kærlighed til dit spejlbillede begynder du at brokke dig
Over at han kan tillade sig at bede om din lommeuld for anden gang
Når du lige har travlt med larmende tavshed
Nok opfyldt af den digitale overflod, der strømmer igennem din telefon
Ligesom alle de andre forvredne individualister i toget
Der hastigt suser af sted for at undgå at se skålen i øjnene
Mens deres spor brænder som ild igennem byen
Og byen ændrer og drejer og knækker sig for at passe til deres transporttider

Og håbløst forældede planlagte transportsystemer

Og følelsen af, at der altid er fordømte folk på gaden som ikke kan køre med toget og i stedet står forsømte med skåle uden at kunne aktivere den smag af rejsekort der giver dem adgang til de problemer, som vi alle tror skal udgøre og forsøde vores hverdag

For man siger jo, at man smeder sin egen lykke
Jeg siger, at der er mange former for lykke at smede
Og i så fald smeder du vel også sine egne lænker i det sekund, du stiger ind i toget sammen med de folk, som ikke er dig, men som minder om dig, brændende lighed

Men nogle har ikke heden til at smede hvad de ønsker så de ender på transportsystemets hvide streg der markerer hvor de kan bløde i fred uden at blive tromlet ned af vrede folk som vil smede alene

For i sidste ende kan alle smede

Nogle mangler bare jern

Og et funktionelt rejsekort