- Gift openers · Poem

Ankomst, i virkeligheden (11)

Når drømmene går til angreb
Når de
Kommer op af mine bukselommer om natten,
Op frem under sengen som om de har ventet
Som katten i sækken der smager af dårligt julebag elleve dage inden i en lugt som bare helvede
For når drømmene går til angreb
Ved man aldrig hvad der venter
Hvilke fjender og bekendte man møder mens man leder og søger efter venligheder og en ægte hverdagsleder,
Som kan trække en op fra sølet i sin krop og de sorte drømme
Som skærmen på min slukkede telefon eller min baggrund som jeg aldrig rigtig fik installeret til lys og løjer
Her må jeg ærligt indrømme at mine tanker flyver og fejer med drømme der banker på og kigger gennem diverse dørsprækker
Rækker og trækker i mig mens de minder mig om ting jeg ikke forstår
Og med disse ord rammer jeg puden og beskytter min tro og min lov imod den angrebsdrøm, som prøver at opfylde lys og løjer, alle de der behov
Men i sidste ende virker det ikke, så jeg trækker bukserne på, for drømme går kun til angreb når du ikke har taget tøjet om dig
Når du er nøgen og alene, dit sind vandrer på må og få og du vil bare gerne vil tænkte på slukkede skærme
Dér går drømmene til angreb, hjemmebagte og parate
Med små, usynlige glimt

Advertisements
- Gift openers · Poem

The end of me (Eight)

We’re all walking in line. Down the shore, lit by the last drops of sunshine. I can’t look back, because I’d be lost. I can’t look up, because I’d freeze and stop. So I keep my head down and my hands within the cart during the ride. No one speaks a word, but we’re all thinking the same thing. Where did we start? And when does it end?

It’s getting dark and my feet are cold. I’ve misunderstood my purpose in this world. But I’ve walked so far, so I can’t turn back. Just a little further, I tell myself, as the world turns pitch-black.

And at the end of the line, I’ll be enlightened and fine. There’ll be cake, I think. And I like that thought. So I keep looking forward to avoid getting distraught. And we all keep walking towards the end of the line where there’s always more time. And no one speaks a word, and no one here is hurt.

And there’s birds singing so far away. They’ll be there ‘till tomorrow brings a new day. I can’t feel my feet and there’s blood on my cheek. I realize I’m starting to bleed, it trickles down and I enjoy the heat.

The birds are singing in the night. They fill my bones with wonderful delight. They’re chirping lovely prose. I’ve never seen one up close. But I can hear them loud and clear. So they must be hiding somewhere near.

I’m hiding my face and hiding my fear. I don’t know where I am my dear.

We’re drawing closer to the end of the line. There’s no cake and I don’t feel fine. I’d like to say the journey was all mine. But this is the end of me, the cold disgusting line.

- Gift openers · Poem

Introducing… Carl (three)

He looks away from the book full of words, staring into the window
He’s seen the truth.

Carl stands up and enters the street
Joyful christmas lights fill him up as he commands his feet to propel him towards whatever his end goal could be
Little does he know
That beginnings are more common than ends

Carl waits passionately for tomorrow
Knowing full well that tomorrow will never get here
No matter how fast he moves.

As his feet slips on the mirror-clean ice, he lands on his own reflection
Bleeding only slightly from his left ankle
As the phone rings on cue, the doctor informs him on a new angle
Something Carl hadn’t considered, nor would have
Pushing tomorrow closer to never

As christmas lights shine brighter than before, on the eve of the third december day
Everything ends for Carl
His world crashes into frozen tears on broken ice
He failed to see the truth, and the future is an ending sin, not a window for promise;
His sin.

That’s his beginning.

 

- Gift openers · Poem

Gift opener (one)

Som om der ingen ende er
Nogle dage
Føles det
Sådan

Stopper vi
Med at åbne gaver
Når jeg bliver lykkelig
Firetyve gaver
Jeg har ikke så tit
Lysten til at stoppe
Efter en enkelt pakke

Som vender det hele på hovedet

Efter en enkelt pakke
Lysten til at fortsætte
Jeg har ikke så tit
Firetyve gaver
Når jeg bliver lykkelig
Med en gaveåbner
Stopper vi

Sådan
Føles det
Nogle dage
Som om der ingen ende er

- Same New Season · Poem

Støvkongen og opsugeren

I denne ekstravagante sal, fyldt med lys og løjer

Er jeg min egen ven

Jeg lytter kun til den ærbødige konge

Stolt og rank ligger han og slapper på det spejlblanke stengulv, verdens mest royale ødemark

Han er grå og underligt fedtet, han kigger op på mig med udtryksløse øjne

For der kommer den

Stort

Larmende monster, vinden blæser imod os, kongen flyver bravt fremad imod bæstet

Der har plaget os i årtier

Forsøgt at sluge den royale grå aroma langs de uberørte vægge

I sidste sekund blev kongen reddet af hans brødre, blokerende for monsterets mund

Og jeg retter på min krøllede papirkrop og sukker, inden jeg går til angreb

Min krop er ladt med resterne af en ynkelig papirklips, som flygtede hjemmefra i en ung alder

I stykker og uden mulighed for at følge sine forældres drømme, knækket ind til benet

Jeg farer frem, papirklips og jeg, klar til at kæmpe for mine støvede konger i hjørnet af rummet, som små soldater der runger før det sidste skæbnesvangre slag

For i sidste ende er vi dømt til monsterets sorte, bundløse hul

Og den evige bug, der følger bagefter

Når opsugeren slukker, og alt bliver mørkt.