Poem

Jeg vil udvide min horisont

Jeg vil udvide min horisont

Det slog mig i morges

Imens jeg stod i badet

Det gjorde egentlig temmelig ondt

Men jeg har brug for forandring

Så jeg udvider

Bygger ud og bygger nyt

En ny vinterhave

Med udsigt til garagen

Som har fået tagvindue

Som en del af mit projekt

Hvor jeg skifter alle møblerne ud med havelanterner i kulørt glas

De lyser så pænt op

Så man virkelig kan se tomheden

Der fylder mere end min nye samling prisvindende køkkenhaveplanter

Den isnende, øredøvende apati

Der maler mine øjne blanke

Og dræber vegetationen i min have

Som jeg havde tænkt skulle spille substitut for en eller anden form for identitet

Som jeg mangler

Det må jeg have glemt hen ad vejen

Så jeg går ned i grønthandleren og kigger lidt rundt

Men ingen hylder er markeret med ”personlighed”

Så jeg spørger hende den gamle med krøllerne bag disken

Om ikke de har noget bagi

Ude på lageret

Og hun vender sig rundt og vralter derud

Og vender tilbage med et træk på skuldrene og et undskyldende blik

Hvordan i alverden skal jeg nu bygge ud

Når min have er så tom

Og horisonten bag stakittet er så smal

Poem

Retch-a-sketch

I threw up this morning
It came out of nowhere
I wasn’t sure where to go
What to do
When the fluids flew
From my bowels to my mouth
From my mouth into the air
Like a disgusting water fountain
Spewing leftovers and spit
It was comical and sad
But nothing like a skit
And I dumped down, slumped down
Sat on my ass with my back against the bathroom wall
Inside my tiny bathroom stall
Those chilling marble tiles
Against my blazing hairy cheeks
The only solace a disgusting creature could receive,
A spray of stomach acid-filled relief

I sat on my ass this morning
Because I threw up in the sink
It was farcical at best
Feeling like I’d passed some sort of test
So I dare you now to go beat my score
Become a comedic abomination
Because when life gives you vomit in your trough
It’s probably best just to laugh it off

- Mineral · Poem

Copenhagen Towers

Så jeg ved ikke om du har kigget op
Og set den svulmende skygge
Der får dig til at tænde
For aircon på vej imod
Glohed motorild i lufthavnen
Det er den ene halvdel af Copenhagen Towers
Det er Tykke Bertha
Det er en fange som aser og maser for at slippe ud
Af sit fordømte fængsel
Dets egen stålsatte solskinnede krop

Indrullet i aluminium
Og andre metaller forestiller jeg mig
Mens Bertha forestiller sig at cruise af sted
Med femogfirs kilometer i timen som dig
I stedet for at være fanget i Fields
Alene på Amager, en statue pyntet
Op som en overvægtig grå dukke
For i sidste ende er Bertha netop dét:
En vare
Der desperat forsøger at virke appellerende
For anstrengte jakkesæt
Eller folk der rejser væk fra motorilden

Bertha bliver ved
Bertha buler ud
Bertha kan næsten ikke være i sig selv
En eller anden dag vil de hvileløse bilister
Under Bertha betragte hendes bombastiske ekstatiske eksplosion
Imens hendes indvolde drøner mod frihed med mere end femogfirs i timen
I en sidste desperat krampetrækning for Berthas sjæl
Fanget i en ørken af liv uden penge til en levende lejlighed

- Mineral · Poem

Frygt svanen

Kære venner
I dag var der ænder i vandet

Brødkrummer og bobler og Dobblereffekten
Druknede mine bekymringer i nogle åndedræt
Hvor min luft blev erstattet af noget renere end de beskidte motherfuckere
Man indånder i mørket
Skyer af bekymringer udskifter ænder
Hvis næb nappede nænsomt om mine hænder og det brød som inviterede den og dens venner
Hvis man nænner at kalde dens naturlige konkurrenter dét
Edderfugle og frøer og større og små brødre, så vidt som de sødeste unger
Der får mig til at overveje et liv som andeforsker eller fugledame eller
Enhver person som ikke har sorte lunger
Og som bor tæt ved noget der bobler og bruser og fyldes med brød og vin

Men det guddommelige billede krølles sammen og nappes
I næbet af de sorte skyer askeskyer som smider
Alverdens mineraler ned fra hovedstaden
For der, skinnende hvid igennem skyer af sten
Svømmer svanen
Frygt svanen
Ænder ændrer retning og undviger akkurat svanens stenregn som maler vandet blodrødt
Midt i faldet fyldes jeg igen med frygt
Frygt for svanen og druknedøden i det blodrøde vand
Som alle de andre små fugle

For i sidste ende lever vi alle under svanens blafren i vinden
Fugle dør og vand forkulles tanker brændes
For svanen skal nok sørge for at fordele dit brød
Og fylde dine lunger
Tidens tand blæser jo det hele væk alligevel
Ind under de kridhvide fjer

 

Poem

Plageånd

“Ikke nu,” sagde den blege dreng.
“Ikke nu. Ikke senere. Helst aldrig, tak,” mente han.

Men han sagde ikke altid hvad han mente. Eller i hvert fald ikke det hele. Thi det var ham for meget at forlange. Og det er jo ikke at lyve, ikke at sige hele sandheden.

“Ikke nu, nej! Ikke nu,” måtte han gentage igen og igen, thi resten af sandheden ikke blev sagt, og hans plager dermed vendte tilbage med alle deres gode intentioner.

Og så sad han der. Uden at lyve. Og undrede sig over, hvorfor hans plager sådan måtte plage ham.

- Sange fra Roskilde · Poem

Regnmanden

Vågen. På festivalspladsen
Tusindvis af sjæle uden kompas
Forvirrede skilte og kroppe der hopper over hegn
Kroppe der støder ind i hegn og kroppe der pisser på hegn
Hegn der ligger på jorden og tordenskyer på himlen og elledninger med sko på
Lugten af fortørnet mad der er selvbevidst om hvor dyrt det er
Skridt. I mudder
Sætter aftryk af bare fødder og grumsede tæer
Larm og råben fra en latterlig lyd i baggrund
Eksplosion af rock
Tusind farver der brænder sig ind i den øverste halvdel af kroppen
Smerter i den nederste
Et kollektivt skrig, en kollektiv undren og mangel på virkelighed
Drømme. Og tung oppakning
Gigantisk last og et vådt sæt undertøj
Der klistrer sig ind til den fugtige hud
Og efterlader mudrede aftryk
I samvittigheden og flasken med vin
Mens folk drikker sig i forvredne hegn
Til solen står op